Børn

Tak til kvinden der hjalp mig i går…

En stor tak til den kvinde der i går hjalp mig i går formiddags på Lergravsparkens metro station.

Det du gjorde var en lille ting for dig. Men kæmpe stort for mig.

TAK!!!

Jeg ville ønske at jeg kunne sige jeg tak for din medmenneskelighed og hjælp. Og på en eller anden måde håber jeg at du læser mit indlæg og ved jeg er dig taknemlig.

I går skulle jeg mødes med min Mødregruppe på Fields.

Jeg får pakket min trætte dreng i barnevognen og komme afsted. Vi har 6 min gang til Lergravsparken metrostation. Jeg skal ned med elevatoren og for første gang oplever jeg hvordan folk der ikke har behov for elevatoren møver sig ind. Og jeg kan ikke komme ned med min barnevogn. Og må vente til den næste kommer.

Min dreng begynder at brokke sig… Jeg kommer ind i elevatoren, ned på sporet. Får tjekket ind med mit rejsekort.

Han bliver mere og mere utilfreds og jeg åbner barnevognen og begynder at nusse og tale med ham… Kigger op… og der var 2,5 minutter til metroen kommer.
Vi skulle bare ind i metroen. Så kunne jeg tage ham op.

Men han ville ikke falde til ro. Og bliver mere og mere ked. Og jeg ved at det virker at få ham op på armen så falder han til ro. Der er nu 1 minut tilbage. Og han bliver mere ulykkelig og hvis jeg trækker den længere ved jeg at det tager længere tid for ham at falde ned. Så jeg vælger at tage ham op. Men nu står jeg så med en barnevogn og ham på armen. Når man skal i metroen skal man være utrolig hurtig. Da dørene lukker ret hurtigt.

Jeg står og vugger min grædende dreng på armen. Da der kommer en sød yngre kvinde over, og spørg om jeg skal med metroen. Og om hun skulle hjælpe mig. Jeg må bede hende gentage sig selv 2 gange da jeg ikke kunne høre hende pga. gråden fra min dreng.

Jeg skulle nok have klaret min ind i metroen med et barn på armen og vognen. Men bare det at hun kom og spurgte om hun sku hjælpe mig. Gjorde mig så glad og rørt. Og jeg takkede naturligvis JA til hendes hjælp da det klart gjorde det så meget nemmer for mig at komme ind uden at blive klemt i dørene. For jeg må jo nok sige at jeg er ikke helt så rutineret “mor klare det hele” endnu. Da han kun er 2 måneder nu.

Ud fra hendes kommentar af dømme havde hun ikke børn selv. “Jeg ved ikke lige om jeg kan styre sådan en. Men jeg kan prøve”.

Tænk at en kvinde som hende uden børn (antager jeg) kan være så betænksom og komme og tilbyde sin hjælp til mig. Tak! Det rørte mig dybt!

Så hvis du læser med… vil jeg sige dig tak! Det rørte mig dybt.
Mennesker som dig burde der være mange flere af.

Dette er også en opfordring til alle derude!

Kig op fra jeres telefoner og vær behjælpelig.
Så lidt betyder så meget.

Følg mig på Facebook ─ Følg mig på Instagram

Relaterede indlæg

1 Kommentar

  • Svar
    Christina
    11. oktober 2018 den 15:16

    Det betyder bare så meget med en hjælpende hånd 😊
    Da min datter var en måned begyndte hun, at græde helt vildt,
    mens jeg var ved at handle ind. Der var lang kø og jeg havde en masse varer jeg skulle have i poser og hun var bare helt ulykkelig 🙈 der kom en dame og spurgte om hun skulle hjælpe mig og JA TAK 🙏🏻 Det er så snart 13 år siden, og jeg tænker ikke, at damen husker os, men jeg glemmer ihvertfald aldrig hende 😃
    Kh Christina

  • Skriv kommentar