Graviditet

Den sidste tid inden fødslen…

Den sidste tid op til termin var et mareridt.
Jeg var nu på benene igen efter min indlæggelse. Og måtte alt!
Sagt på en anden måde nu måtte han gerne komme ud til os.

De første dage nød jeg at jeg var på benene igen. Men så meldte frygten sig. For hvorfor kom han så ikke. Jeg kunne ikke klare det mere. Frygtet for også at miste ham. Frygten for at han var syg inde i min mave som baby var.

Jeg havde bare behov for at han kom ud nu og de undersøgte ham og sagde han var ok.
Frygten for at han var syg var ved at få overtaget i mig og jeg kunne ikke bevare roen i min graviditet mere. Og jeg kunne ikke gøre noget for at forhindre de tanker og følelser der hele tiden væltede op i mig.

Jeg begyndte da at gå til Zoneterapi i håb om at det satte gang i noget.

Da jeg var få dage fra termin og jeg var helt ude i torvene, havde jeg heldigvis en tid hos min jordmoder og jeg lagde min lid til at hun kunne og ville hjælpe mig. Lave en hindeløsning og vi på den måde kunne få sat skub i det.

Hun kunne godt se at den var gal med mig. Og vurderet også at jeg skulle sættes i gang. Hun ville derfor tage kontakt til hospitalet og tale med en læge. Da min egen fødselslæge var på ferie.

Hun sendte mig hjem og lovede at ringe til mig senet kl. 17.00 i dag da hun gik hjem der.

Dagen var ulidlig og jeg græd bare. Den eneste der endelig viste hvordan jeg havde det var min kæreste. Som faktisk var ret overrasket. Da han ikke viste hvor slemt det stod til. Men jeg kunne ikke holde den mere.

Klokken blev 17.12 og jeg havde intet høre fra min jordmoder, og jeg var endnu mere græde færdig. Så jeg ringede til fødegangen for at få hjælp, og for at høre om der var blevet skrevet noget i min journal.

Der stod intet. Men den søde kvindelige jordmoder kunne godt høre at den var helt gal og ville straks få fat i en læge og ringe tilbage til mig.

Kort efter ringede hun tilbage til mig. Og bad mig komme ind. Hun havde sørget for at jeg kunne tale med en læge og få lagt en plan for det kommende forløb.
Jeg ringede straks til min kæreste og bad ham møde mig på hospitalet.

Vi kom ind på hospitalet og fik kørt en hjertekurve. Lægen kom… Og lad os bare sige han var ikke min kop te. Jeg var meget meget tæt på at rejse mig og gå han ville ikke hjælpe mig. Og ikke bare det var problemet men han kunne slet ikke forstår min skræk.

For nej… en hjertekurve hjalp mig ikke. En scanning hjalp mig ikke. Jeg skulle have ham ud. De skulle sige at han var ok.
For baby gik heller ikke til i min mave. Han var syg.

Vi kørte hjem med beskeden om at jeg ville blive taget op i morgen også ville de ringe til mig og give mig besked om de ville sætte mig i gang. Jeg kunne godt høre at de intet ville gøre.

Grædende kørte jeg hjem. Og havde det forfærdeligt.

Da jeg vågnede dagen efter havde min telefon ringet fra et mobil nummer jeg ikke kendte. Og jeg forsøgte at ringe tilbage. Men ingen tog telefonen.

Efter 15 min forsat grædende ringede jeg til fødegange igen. Ville spørge om det kunne være dem der havde ringede. Og det var dem…

Hun læste hvad han havde skrevet. Og NEJ… de ville ikke hjælpe mig.

Endnu en gang lukkede jeg helt ned. Og var knust… Hun spurgte mig om jeg ikke ville tale med en læge. Så jeg kunne få en forklaring til deres begrundelse. Og det ville jeg meget gerne. Hun ville bede en læge ringe tilbage til mig.

Under 10 minutter efter ringede lægen. Og hun var så sød, lyttende og forstående. Vi fik en god snak om hvor jeg var henne. Hvad jeg havde brug for. Følte mig lyttet til. Hun kunne ikke hjælpe mig med igangsættelse nu. Men jeg stod på ringe liste til dagen efter (Lørdag den 4. sep). Men jeg havde virkelig brug for en plan. Og efter jeg fortalte hende hvordan jeg kunne sættes i gang.  Hun satte mig på hold. og få minutter efter var hun i røret igen…

Må vi ringe døgnet rundt eller hvordan spurgte hun? For så ringer vi så snart vi har mulighed for at tage dit vand og sætte dig i gang. Og lige meget hvad ringer vi i morgen. Kan vi ikke tage dit vand i morgen så kommer du ind og får en hindeløsning. Så lige meget hvad sker der noget i morgen.

“Der var nu lagt en plan og jeg var lykkelig”

Nu sagde hun… Nu får du slappede godt af i dag og får ro på. For du har snart dit barn i armene.

I dag kunne jeg for første gang slappe af. Min kæreste var hjemme hos mig. Og forsøgte at få mine tanker over på noget andet.
På trods af min frygt og tåre havde vi en dejlig dag. Og som timerne gik blev mit humør bedre og jeg blev mere rolig.

Vi hentet mit paddelboard hjem. Og var ude og hygge os på vandet.

Følg mig på Facebook ─ Følg mig på Instagram

Relaterede indlæg

1 Kommentar

  • Svar
    Nikki Lund
    2. oktober 2018 den 22:24

    Puha, det lyder godt nok heller ikke som om, du har det særligt godt. Dejligt, der var en sød læge at hente hjælp fra i sidste ende <3
    Kram,

    http://nikkilund.dk

  • Skriv kommentar