Jeg som skilsmisse barn Svære tider

Mine følelser som voksent skilsmissebarn…

I min kamp om forståelse for mine følelser og frustrationer, over mine forældres skilsmisse. Har jeg foretaget mange søgninger, for på en eller anden måde at finde svar. Faldt jeg over et indlæg tilbage fra marts 2013 fra Camilla Carlsen Bechagaard. Udsnit at det kan du læse her.

Accepted

Hvis du som ung eller lidt ældre voksent barn har forældre der bliver skilt, vil du sikkert opleve at omverdenen ikke rigtig forstår dine reaktioner- “du bor jo ikke hjemme mere, så hvad er problemet?”. Forskning har vist, at det kan være nøjagtig ligeså sorgfyldt for en voksen at opleve sine forældre skilt, som det er for et stadig hjemmeboende barn. De praktiske omstændigheder er bare anderledes. Som voksent barn kan du blive meget påvirket af dine forældres skilsmisse, når du:

Det er jeg på ingen måde i tvivl om. Og hvor har jeg hørt den kommentar mange gange. “Godt i ikke bor hjemme mere” for mig, havde det ikke noget at sige. Sorgen var ulidelig. De første 4 dage. Lå jeg i sengen, stirrede ind i væggen, og kunne praktisk talt intet. Jeg var i en influenza tilstand. Jeg havde ingen stemme. Kun i det sekund min far ringede til mig. Fordi jeg følte jeg måtte mande mig op.

  • inddrages i krigen mellem dem, og skal vælge side (ikke at vælge ses som loyalitetsbrud)

Da min mor offentlig gjorde det for min søster og jeg. Gav jeg hende min mening råt for usødet. Talte jeg pænt: Nej  Fik jeg sagt min mening: Ja Kunne det være blevet sagt anderledelse: Ja Fortryder jeg det: NEJ bestemt ikke
Men det gjorde at jeg ikke talte med min mor i over 14 dage efter. Første gang jeg så og talte med hende igen, var da vi sammen stod ved min dødende morfars side.
Vi kom da på telefod igen, men hun bebrejder mig den samtale meget. Hun har gentagende gange sagt. “Glemmer aldrig den måde du tværede mig ud på”. Ærligt… jeg var grov! Men jeg mener det jeg sagde, fortryder det ikke. Ja jeg kunne have sagt det pænere… Men hun rev alt væk under mig!

  • får ansvaret for en forælder, der har brug for hjælp

Den rolle påtog jeg mig i starten. Men måtte indse at det var en umulig opgave for mig! Så jeg måtte sætte mig selv først i sidste ende.

  • bliver gjort til dine forældres fortrolige – de har brug for at snakke…

Fuldstændig rigtigt, var så svært og ikke til at håndtere.

  • hører detaljer fra deres tidligere samliv/konflikter, som ikke kommer dig ved

Ja ja og ja… Det er så grænseoverskridende. Jeg har personligt meget svært ved at forstå hvorfor man skal leve i fortiden.

  • oplever at dit eget sikkerhedsnet er væk; dine forældre er selv i krise

Fuldstændigt rigtigt!!! – Umuligt at sætte ord på eller forklare.

  • hører alle de grimme ting dine forældre siger om hinanden. Du kan blive i tvivl om, hvorvidt dine gode minder fra barndommen virkelig er sande.

Ohh… yes… spot on! For mig var det dog ikke om mine gode minder er sande, for mine minder er mine minder og det kan ingen tage fra mig.

  • får svært ved at skabe dit eget liv, fordi du skal tage dig mere af dine forældres behov

Ja! Jeg stod midt i en hård flytning da det skete, og det var meget svært at skabe min egen base, da jeg ikke eksisterede.

Når dit eget liv skal bygges op, er det afgørende at have et trygt fundament at sætte af fra. Lige pludselig er alt ukendt også her. Forældre skal helst være “de samme” hele tiden. Den følelsesmæssige forvirring i situationen kan føre til vrede mod en eller begge forældre, og en afstand i kontakten. Især hvis forældrene hurtigt går i gang med at sætte nye retninger for deres liv, kan du som skilsmissebarn have svært ved at finde ud af hvor din plads nu er henne. Måske har du talt mest med den ene af dine forældre, og skal nu vænne dig til at have en direkte kontakt med begge to.

Der findes ikke nogle færdige løsninger for, hvordan du kan styre helt fri af den dårlige samvittighed – men her får du 5 gode råd, som kan hjælpe dig til at finde fred med din rolle som voksent skilsmissebarn:

  • mærk efter, om du dækker dine forældres eller dine egne behov for samvær? Er det en pligt at skulle dele lige? 
  • prøv at opfinde nogle nye, sjove familietraditioner med hver af dine forældre – noget I godt kan lide at lave sammen.

Jeg tænker ikke jeg vil opfinde nye traditioner med dem, men med mig selv og mit “nye liv” sammen med min kæreste. Også må de indfinde sig med mine traditioner. Og er der nogle af de gamle jeg vil holde fast i. Så er det det jeg gør! Det er mine tanker, for den nye måde jeg nu skal leve mit familieliv på.

  • giv slip på vreden over at de har ødelagt alt det trygge og velkendte, og prøv at formidle (hvis én af dine forældre stadig er bitter) at du gerne vil gå ind i det nye liv med dem, men ikke vil høre på anklager mod den anden forælder.

Pu ha… Ja… Et eller andet sted er det bare vigtigt for mig at formidle at jeg ikke er sur. Men jeg er utrolig skuffet over måden det er sket på. Samtidig vil jeg gerne have dem til at forstå at de valg man tager i livet. Kan have en påvirkning på andre og den reaktion skal man acceptere.

  • afstå fra rollen som den nærmeste fortrolige! Du er ikke den nye partner.

Lige det! Det har jeg fået sagt fra på, efter det gik op for mig at jeg ikke kunne, hvor end jeg gerne ville. Det har været hårdt at sige fra, men jeg er stolt af at have gjort det.

  • giv dig selv lov til at sørge, og find nogle du kan dele det med- som står udenfor familien.

Det var mine tanker og svar op den artikel som Camilla, skrev tilbage i 2013.
Min kamp er på ingen måde slut, men jeg håber jeg med tiden kan finde et naturligt leje at være om min familie på.

Jeg elsker dem alle meget højt og det er en forfærdelig situation! <3

Følg mig på Facebook ─ Følg mig på Instagram

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar